Outline Plus
Hjælper borgere uden tilknytning til arbejdsmarkedet
Som en større virksomhed i vores lokalområde synes vi, det er naturligt at tage et socialt medansvar over for de borgere, der ikke har det så let. Sammen med Vesthimmerlands Kommune startede vi derfor et projekt tilbage i 2011, som vi valgte at kalde Outline Plus. Det er en afdeling i virksomheden, hvor en gruppe af borgere, som er eksempelvis langtidsledige, på kontantthjælp, sygedagpenge eller modtager integrationsydelse, kan komme i praktik og blive opkvalificeret.
Vi giver mennesker, der har svært ved at få et arbejde, en ny chance for at vise deres værdi, og vi sætter stor pris på deres indsats. Jette Marie Madsen, Projektkoordinator
Vinduesproducent hjælper langtidsledige borgere tættere på arbejdsmarkedet.
En ny start
Vi har i alt 31 praktikpladser i afdelingen og hjælper hvert år cirka 100 lokale borgere, som enten kommer i job, får afklaret arbejdsevne eller noget helt tredje. Vi giver dermed mennesker, der har svært ved at få et arbejde, en ny chance for at vise deres værdi, og vi sætter stor pris på deres indsats. Borgerne bruger muligheden forskelligt. Unge kan fx bruge Plus-afdelingen som et springbræt for at komme i arbejde, og folk som efter lang tids sygdom har brug for at få afprøvet, hvor meget og hvilken type arbejde, de trives med, kommer også godt i gang i Plus-afdelingen.
Parat til job
Ideen med praktikforløbet i vores Plus-afdeling er altså at hjælpe den enkelte projektdeltager med at blive mere ”jobparat”. Vi arbejder blandt andet med mødestabilitet, forståelse for kvalitet, evne til samarbejde, effektivitet m.v. Altså forhold der skal kvalificere deltagerne til nemmere at få et job - enten hos os eller i en anden virksomhed i området.
Vil du være med?
Vi gør det her, fordi vi mener, der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet. Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan blive en del af Plus-teamet i Outline, så kontakt din sagsbehandler i Vesthimmerlands Kommune og hør nærmere.