25.06.2024
Vinduesproducent styrker bæredygtighedsindsats med internationale kræfter
Nye krav om lavere livscyklusanalyser til nybyggerier og et nyt EU-direktiv om håndtering af emballage. Der er lige nu nok at forholde sig til og tage fat på for de danske bygge- og produktionsvirksomheder, der konstant skal tilpasse sig de skærpede klimalovgivninger. For at imødekomme den udvikling har man hos vinduesproducenten Outline i Farsø netop ansat Indra Bock Nielsen fra Letland som bæredygtighedskonsulent, der på fuld tid skal beskæftige sig med at mindske det CO2-aftryk, virksomheden sætter på klimaet.
Et bredt flertal i Folketinget er netop blevet enige om en aftale om skærpede klimakrav til byggeriet, mens et nyt EU-direktiv om producenters håndtering af emballage og emballageaffald også er vedtaget og træder i kraft fra sommeren 2025. Det er alt sammen noget, der kræver omstilling for en stor del af byggebranchen, og det mærker man hos blandt andre vinduesproducenten Outline Vinduer i Farsø, hvor bæredygtige tiltag er blevet en stor del af dagsordenen i virksomheden.
- Der kommer konstant nye regler og retningslinjer inden for bæredygtighed, vi skal forholde os til og producere efter, og det er selvfølgelig utrolig positivt, at klimaet nu kommer langt mere i fokus – et behov, der har været længe. Men man skal samtidig heller ikke undervurdere det arbejde, der følger med de skærpede krav, forklarer administrerende direktør i Outline Vinduer, Peter Sejling.
For at være på forkant med udviklingen har vinduesproducenten derfor netop styrket sin indsats på området med ansættelsen af en ny bæredygtighedskonsulent, Indra Bock Nielsen fra Letland. Hun har de seneste to år været i et traineeforløb hos Outline, som er målrettet nyuddannede med en kandidatgrad. Her bliver trainees valgt ud fra deres uddannelsesbaggrund, der helst skal være inden for et område, Outline gerne vil styrke, og i den forbindelse har Indra Bock Nielsens arbejde med at strukturere bæredygtighedsindsatsen vist sig at være uundværlig fremadrettet.
- Indra begyndte hos os i et traineeforløb for knap to år siden, hvilket blandt andet blev en realitet med hjælp fra det EU-finansierede projekt Go Vest, som har til formål at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til virksomheder i Vesthimmerlands Kommune. Det har vist sig at være en kæmpe succes. Indras arbejde med at mindske det CO2-aftryk, vi sætter på klimaet, er blevet en central del af vores virksomhedsstrategi, og derfor har vi nu oprettet stillingen som bæredygtighedskonsulent, så vi har en på fuld tid til kun at beskæftige sig med den del, forklarer Peter Sejling.
Forretningsplaner, uddannelsesforløb og nye arbejdsgange
Indra Bock Nielsen har boet i Danmark de seneste fem år og har en bachelor i byøkonomi fra Riga Tekniske Universitet og en civilingeniør i byplanlægning og bæredygtighed fra Aalborg Universitet. Hun har de seneste to år været med til at sætte bæredygtighedsdagsordenen hos Outline og ser nu frem til at fortsætte arbejdet som bæredygtighedskonsulent:
- Bare de seneste to år er vi nået rigtig langt på området. Outline har været god til at bruge mig og min viden, og det har gjort, at stort set alle i virksomheden har fokus på bæredygtighed i dag. Det er blandt andet blevet en væsentlig del af virksomhedens forretningsplan, mens det også er blevet implementeret som et uddannelsesforløb til produktionsmedarbejderne i lavsæsonen. Det betyder blandt andet, at vi underviser dem i, hvordan Outline i dag arbejder med bæredygtighed, hvilke konkrete indsatsområder, vi fokuserer på her og nu, og hvordan deres arbejde i det daglige kan gøre en forskel – for eksempel i forhold til, hvordan vi bedst håndterer affald, malingrester og generelt undgår spild, forklarer Indra Bock Nielsen.
Indra fortsætter: - Derudover har der ligget – og ligger fortsat – et stort arbejde i miljøvaredeklarationer (EPD’er), hvor vi har skullet klæde vores sælgere godt på til, når trælasterne ønsker indsigt. Generelt er det et område, Outline har rigtig godt styr på og også på mange områder er foran med. Jeg har blandt andet været med til at lave en ny EPD på en pladedør, som vi er blandt de første på markedet, der har. Der er således rigtig meget spændende at tage fat på, og jeg glad for, at jeg kan få lov til at fortsætte det vigtige arbejde.
Indra Bock Nielsen er allerede flydende på dansk, og under traineeforløber har hun via Go Vest-projektet blandt andet fået undervisning og hjælp til at udvikle både den grammatiske del og udtale yderligere.
Hun er den syvende trainee, Outline har haft ansat, hvor øvrige blandt andet har været inden for logistik og digitalisering. Over halvdelen af de trainees, der har været i forløb hos Outline, er fortsat ansat i virksomheden.
Se ledige stillinger
Hos Outline er vi stolte over at have en stærk medarbejderstab, og det er vigtigt for os, at vi har kolleger, som er motiverede og glade for deres arbejde.