< Tilbage til Nyheder

Vinduesproducent hjælper 98 arbejdsløse borgere

11.04.2021 

Langtidsledigheden er faldende, og flere og flere borgere kommer i beskæftigelse. Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik ligger langtidsledigheden i hele landet på 0,7 procent af arbejdsstyrken, og i Vesthimmerlands Kommune er den helt nede på 0,6 procent. Til sammenligning lå langtidsledigheden i Vesthimmerland Kommune på 1,4 procent i starten af 2011. Vækst og fremgang er selvsagt en stor del af forklaringen på udviklingen, men i Vesthimmerlands Kommune gør man mere end blot at ride på bølgen af de positive konjunkturer.

 Vesthimmerlands Kommune har nemlig allieret sig med eksempelvis vinduesproducenten Outline Vinduer, og sammen driver de to parter afdelingen Outline Plus med det formål at afprøve og opkvalificere en gruppe af borgere, som er langtidsledige og eksempelvis på kontanthjælp, sygedagpenge eller modtager integrationsydelse. Det har vist sig at være en stor succes, og i løbet af 2018 var hele 98 borgere igennem Plus-afdelingen:

 - Vi er rigtig glade for at se, at så mange tager imod tilbuddet om at afprøve deres kræfter i Outline Plus. Det er altid positivt, når et menneske finder mening og kommer videre – enten i kraft af en afklaring i forhold til arbejdsevne eller et job. Og her håber vi sammen med Vesthimmerlands Kommune, at vi kan gøre bare en lille forskel i forhold til at hjælpe folk ud af langtidsledighed, siger Jens Sørensen, som er direktør hos Outline Vinduer.

 Ud af de i alt 98 borgere har hele 54 af dem fået afklaring i forhold til deres videre forløb, hvoraf 32 har fået afklaret arbejdsevnen, og 12 er blevet afklaret til anden indsats som eksempelvis førtidspension. Derudover har syv fået job hos Outline eller i en anden virksomhed, mens tre blev raskmeldte, hvilket også er et stort mål i sig selv. De øvrige er enten stadig i afdelingen eller stoppet af anden årsag.

 - For os er succeskriteriet ikke kun, at borgerne kommer i arbejde, men også at de eksempelvis vokser på det sociale område, får styrket selvtilliden eller bare oplever en mere almindelig hverdag med job. I alt er godt 55 procent af de borgere, der har været hos Outline Plus i 2018 blevet afklaret i forhold til et videre forløb, og det er rigtig imponerende, da vi har med en gruppe borgere at gøre, som har været væk fra arbejdsmarkedet længe og generelt har det svært, siger uddannelses- og arbejdsmarkedschef i Vesthimmerlands Kommune, Lone Lollesgaard.

 Fælles indsats mod langtidsledighed

- I Vesthimmerlands Kommune gør vi rigtig meget for at skabe et godt forhold til virksomhederne og inddrage dem i forhold til praktikforløb. Her er Outline Plus er et rigtig godt eksempel på, hvad vi er i stand til, når vi samarbejder. Med konceptet har vi formået at gøre de gode tider med vækst og øget beskæftigelse endnu bedre, og det er vi virkelig glade for og stolte af, siger uddannelses- og arbejdsmarkedschef i Vesthimmerlands Kommune, Lone Lollesgaard.

 En af grundene til, at Outline Plus har succes med at bringe de langtidsledige borgere videre, er ifølge Lone Lollesgaard, at konceptet har en høj grad af nærhed og fleksibilitet:

 - Det gode ved Outline Plus er, at der ikke er langt fra tanke til handling. På grund af det gode samarbejde og en effektiv styregruppe er vi i stand til at tage hurtige beslutninger til gavn for alle parter. Derudover går alle processer igennem én af vores medarbejdere, hvilket skaber sammenhæng og sikrer overblikket. På den måde kan vi være med til at hjælpe borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, og følge dem igennem hele processen fra start til slut.

 Outline Plus består af i alt 31 praktikpladser og henvender sig både til folk med sygdom, unge, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, og nydanskere, som endnu ikke har fået fodfæste på arbejdspladser i Danmark – det gælder således alle aldre og alle målgrupper. Et forløb varer i gennemsnit 8-12 uger, hvoraf nogle starter med at arbejde et par timer om dagen.

Dsc05890 (1)
Loading...