05.03.2024
Vinduesproducent benytter lavsæsonen til at opkvalificere medarbejderne
Vinduesbranchen har historisk set haft en høj- og lavsæson, for når vintermånederne melder sin ankomst, så falder renoveringslysten blandt boligejerne. Hos vinduesproducenten Outline er der efter flere år med ekstraordinær høj aktivitet nu et mere normalt niveau i produktionen, og det giver plads til kurser og efteruddannelse, som er populære blandt både nye og garvede medarbejdere.
En lang række produktionsmedarbejdere hos Outline Vinduer i Farsø er netop nu i fuld gang med at blive opkvalificeret. På en række kurser får de nemlig blandt andet et bedre indblik i deres kollegaers hverdag og lærer, hvordan de lever op til virksomhedens kvalitetskrav.
- I de seneste par år har der været en helt ekstraordinært høj renoveringslyst blandt boligejerne, hvilket har medført ualmindelig høj aktivitet på vores fabrik. Nu ser vi ind i en periode med mere normale sæsonudsving, som giver bedre mulighed for at opkvalificere vores produktionsmedarbejdere. I år regner vi med at sende i alt omkring 40 medarbejdere afsted på kurser, som er særligt tilrettelagt efter vores produktion og hverdag i virksomheden, forklarer Outlines produktionschef Michael Hejlesen og fortsætter:
- Det overordnede mål er at klæde vores medarbejdere endnu bedre på til jobbet, og i løbet af kursusdagene får de blandt andet en forståelse for hinandens arbejdsopgaver på tværs af virksomheden, en forståelse af Lean-principperne, der fx omhandler, hvordan vi skaber værdi for kunden og eliminerer spild, og så får medarbejderne også træning i de principper, der ligger til grund for vores kvalitetsstyringssystem.
Kurser har vist sig populære blandt garvede medarbejdere
Outline har et fast samarbejde med Flemming Linders, der er ekstern underviser på Skive College, og som har et indgående kendskab til træindustrien. Han har undervist medarbejderne i Outline siden 2016, og ifølge ham har det langvarige samarbejde skabt en helt særlig dynamik mellem ham og vinduesproducenten:
- Det er et stort plus, at jeg kender Outlines kultur og arbejdsgange, men det er mindst lige så vigtigt, at medarbejderne kender mig, for det giver en gensidig tillid. Vi arbejder med tre moduler i kurset, der giver medarbejderne mere faglighed, stolthed over arbejdet og en forståelse for, hvordan deres arbejde hænger sammen med den øvrige produktion. En anden styrke ved kurserne er, at vi blander medarbejderne på tværs af faglighed, opgaver og arbejdstider, så de møder kollegaer, som de ellers aldrig ser i dagligdagen, siger han.
Flemming Linders underviser også nye medarbejdere, der får en introduktion til Outline og en god start i virksomheden. Det har vist sig så populært, at medarbejdere, der har arbejdet i virksomheden i mange år, også har efterspurgt introduktionskurset, forklarer Michael Hejlesen:
- De nyansatte bliver tilknyttet en mentorordning, så de får en god oplæring og hurtigt kommer ind i produktionen og fællesskabet. Men vi sender dem også på kursus, så de får en ordentlig introduktion til vores principper, og hvordan vi arbejder med dem. Og faktisk er det noget, som vores øvrige medarbejdere i produktionen også er begyndt at efterspørge. Det giver rigtig god mening, at både nye og mere garvede medarbejdere kommer på kursus i vores arbejdsgange og principper, fordi det øger den fælles forståelse for, hvordan vi bedst arbejder sammen på tværs af virksomheden, siger Michael Hejlesen.
Kursusrækken hos Outline Vinduer finder sted over flere uger i løbet af årets første måneder og er tilrettelagt fleksibelt, så produktionen fortsætter sideløbende med efteruddannelsen.