< Tilbage til Nyheder

Grøn omstilling: Outline Vinduer øger fokus på bæredygtighed markant med ny trainee 

25.08.2022
 

Stigende krav til bæredygtighed fra både lovgivning og kunder får nu den nordjyske vinduesproducent Outline Vinduer til at sætte indsatser på området i system. Virksomheden har netop – via det EU-finansierede Go Vest-projekt, der har til formål at tiltrække højtuddannet udenlandsk arbejdskraft til virksomheder i Vesthimmerlands Kommune – ansat en ny trainee, Indra Pētersone fra Letland. Hun skal dels hjælpe med at strukturere bæredygtighedsarbejdet og dels bidrage med et frisk blik på virksomheden udefra.

En solid tradition for trainees hos Outline Vinduer i Farsø fortsætter ufortrødent med den nylige ansættelse af den syvende i rækken, Indra Pētersone fra Letland. Hun har boet i Danmark i de seneste tre år og har en bachelor i byøkonomi fra Riga Tekniske Universitet og blev i 2021 civilingeniør i byplanlægning og bæredygtighed fra Aalborg Universitet. Som trainee hos Outline skal hun både være med til at øge vinduesproducentens fokus på bæredygtighed og give nye input til virksomheden: 

- Et traineeforløb er en stor gevinst både for os som virksomhed, for mig som direktør og selvfølgelig for den unge trainee, der på nærmeste hold får indblik i, hvordan man leder og driver en virksomhed. Med ansættelsen af Indra i vores seneste traineeforløb styrker vi desuden vores fokus på bæredygtighed, som der både kommer stigende lovkrav til, og som vi oplever, at kunderne i højere og højere grad efterspørger, forklarer administrerende direktør for Outline Vinduer, Jens Sørensen. 

IMG 9283
IMG 9296 Igen

Indra Pētersone har en stor passion for grøn omstilling og bæredygtighed, både i sit private og professionelle liv. Hun var derfor meget begejstret, da hun hørte om muligheden for et traineeforløb hos Outline, hvor netop bæredygtighed er hovedfokus: 

- Jeg har masser af viden om bæredygtighed fra studiet på et akademisk plan, og jeg er derfor meget glad for at få lov til at arbejde med og bruge det i praksis hos Outline, også selv om det er i en branche, jeg ikke på forhånd har kendskab til. Det er et stort plus for mig, at jeg kan kombinere faste opgaver, blandt andet som assistent for vores direktør, med projektorienterede opgaver inden for bæredygtighed, hvor jeg også udvikler mig både fagligt og personligt, fortæller Indra Pētersone. 

Det er Outlines ambition at forbedre og øge rådgivningen omkring de rette bæredygtige valg, når kunderne skal vælge vinduer til deres bygge- og renoveringsprojekter. 

- Det betyder blandt andet, at den samlede CO2-belastning ved produktionen af vinduer skal kunne dokumenteres, og at der skal skabes et overblik over, hvordan produkterne bliver endnu mindre klimabelastende. Derudover er vi allerede nu i fuld gang med forberedelserne til at kunne leve op til lovkravet om EPD’er, som træder i kraft fra januar 2023. Alt sammen opgaver, som bliver en del af Indras arbejde hos os, siger Jens Sørensen. 

Udenlandsk arbejdskraft til kommunen 

Traineeforløbet hos Outline Vinduer blev blandt andet en realitet med hjælp fra det EU-finansierede projekt Go Vest, der har til formål at tiltrække højtuddannet udenlandsk arbejdskraft til virksomheder i Vesthimmerlands Kommune. 

- Vi er glade for, at projektet bidrager til at få disse kompetencer ind i en virksomhed i Vesthimmerland. Noget af det, der blandt andet skal til for en vellykket ansættelse af en udenlandsk medarbejder, er naturligvis sproget. Det er bare nemmere at begå sig på en arbejdsplads i Danmark, hvis man forstår og taler dansk, for det er det sprog, der tales i frokostpausen og til sociale arrangementer, og her er Indra helt bestemt rigtig godt med, siger Kirsten Heisz, erhvervskonsulent i Vesthimmerlands Kommune. 

Indra Pētersone er allerede flydende på dansk, men via Go Vest-projektet har hun mulighed for at styrke og udvikle sit danske yderligere, så både grammatik og udtale bliver endnu bedre. 

- Jeg planlægger at blive i Danmark, hvor jeg bor sammen med min kæreste, og selv om jeg har masser af muligheder for at øve mit danske sprog hver dag på jobbet hos Outline og med min svigerfamilie, er det en stor fordel for mig at udvide mit ordforråd og blive endnu mere hjemmevant på dansk. Jeg vil gerne på sigt arbejde udelukkende med bæredygtighed, og gerne hos Outline, og så er det selvfølgelig vigtigt, at jeg har helt styr på alle danske fagtermer og begreber, siger hun. 

Indra Pētersone startede sit traineeforløb hos Outline Vinduer i sommeren 2022 og fortsætter efter planen til udgangen af 2023. 

Fakta om traineeforløb hos Outline 

Et traineeforløb hos Outline er målrettet nyuddannede med en kandidatgrad fra et universitet. Man er typisk i traineeforløb hos direktionen i halvandet til to år med det formål at få en forretningsnær og strategisk forståelse af, hvordan en virksomhed fungerer i praksis. De nye trainees vælges oftest ud fra deres uddannelsesbaggrund, der helst skal være inden for et område, som Outline gerne vil styrke. Tidligere trainees har været uddannet inden for blandt andet logistik og digitalisering. Over halvdelen af de trainees, der har været i forløb hos Outline, er fortsat ansat i virksomheden. 

Blue Fabrik Madeinfarso 700X500

Se ledige stillinger 

Hos Outline er vi stolte over at have en stærk medarbejderstab, og det er vigtigt for os, at vi har kolleger, som er motiverede og glade for deres arbejde. 

Læs mere om ledige stillinger 

Fsc

Fokus på den grønne omstilling

Læs mere om hvilke initiativer vi allerede har sat i gang for at støtte op om den grønne omstilling. 

CSR hos Outline 

Loading...