Branddør: Outline Vinduer kommer et skridt tættere på at være totalleverandør
07.04.2022
Vinduesproducenten Outline Vinduer har en klar strategi om at kunne tilbyde trælaster, byggemarkeder og ikke mindst deres kunder, håndværkerne, et one-stop-shopping-koncept. Det vil sige, at de skal kunne købe alle dør- og vinduesprodukter ét sted for at spare så meget tid som muligt. Som led i den strategi udvider vinduesvirksomheden nu sit sortiment endnu en gang – denne gang med en branddør.
Igennem de sidste mange år har det været en del af Outline Vinduers strategi at være kundernes totalleverandør og således kunne tilbyde et one-stop-shopping-koncept, så blandt andre håndværkerne kan handle de nødvendige løsninger til deres kunder mere effektivt og tidsbesparende. Det har blandt andet betydet, at vinduesproducenten ad flere omgange har udvidet sortimentet ved for eksempel at lancere foldedøre, dreje/kip-elementer og senest dobbelte hæveskydedøre, så de forskellige løsninger kan fås et og samme sted.
- Lønkroner er noget er det dyreste i forhold til at få en forretning til at hænge sammen, og derfor er det naturligvis også en fordel for både trælaster, byggemarkeder og håndværkere, at de kan spare tid i materialebestillingen ved kun at skulle gå til én leverandør og bestille på én platform. Samtidig kan håndværkerne komme hurtigere i gang på byggepladsen, da de ikke skal vente på, at vinduer og døre bliver leveret på forskellige tidspunkter – i stedet får de én dato, hvor samtlige materialer bliver leveret, og de kan på den måde langt bedre planlægge deres tid, forklarer salgschef Claus Petersen Koch fra Outline Vinduer.
Som et led i strategien om at være en one-stop-shop har Outline Vinduer netop lanceret en ny branddør til sortimentet. Den skal imødekomme den stigende efterspørgsel på netop branddøre til boligen, da boligejere i større omfang end tidligere ønsker at lette adgangen fra boligen til garagen eller carporten, og her kræver bygningsreglement, at det er en branddør.
- Med lanceringen af en branddør i vores sortiment har vi taget endnu et skridt i den rigtige retning mod at blive en totalleverandør. Vi har frem til nu ikke haft branddøre som en del af vores sortiment, og det skal vi have, hvis vi ønsker at kunne tilbyde vores kunder at kunne købe det hele samlet hos os. Derfor er vi også rigtig glade for at kunne dække endnu et behov for vinduer og døre, som er med til at gøre os til en stærk samarbejdspartner, fortsætter Claus Petersen Koch.
Isoleringsevne overperformer markant
Fordelen ved at kunne købe flere løsninger samlet ét sted er dog ikke den eneste, der følger med lanceringen af Outlines nye branddør. Den har nemlig også en meget høj isoleringsevne, da døren energimæssigt overperformer markant i forhold til kravene, der er er stillet i bygningsreglementet.
- Kravet til almindelige pladedøre i BR18 er en u-værdi på 0,8 W/m²K, mens branddøre er undtaget for kravet og derfor kun skal overholde en u-værdi på 1,4 W/m²K. Vores nye branddør har dog en isoleringsevne med en u-værdi på 0,74 W/m²K, hvilket betyder, at den i høj grad overperformer energimæssigt og faktisk svarer til kravet til en almindelig dør uden glas, forklarer Claus Petersen Koch og fortsætter:
- Derudover har den også nogle andre væsentlige fordele som eksempelvis, at den er BD60-godkendt, hvilket betyder, at den kan modstå brand i 60 minutter, hvor kravet til nye branddøre kun er 30 minutter. Samtidig er den – modsat mange andre branddøre – indadgående, hvilket er en efterspurgt vare. Branddøren er således en dør, der er med til at styrke vores sortiment betragteligt og ikke mindst vores strategi om at kunne tilbyde et one-stop-shopping-koncept.
Claus Petersen Koch fremhæver desuden, at der udover branddøren også er flere spændende produktlanceringer på vej det kommende år, som skal være med til at understøtte strategien.
Læs mere om vores branddøre her
Vi tilbyder en standard branddør som en del af vores brede sortiment. Branddøren Pyro3Energy, som vi tilbyder, opnår en særdeles god isoleringsevne med en u-værdi på 0,74 W/m²K.