< Tilbage til Nyheder

Certificeret godt arbejdsmiljø: Outline Vinduer får flot anerkendelse som den første virksomhed i branchen

09.06.2022
 

Vinduesproducent i Nordjylland har nu fået et bevis på, at virksomheden er et særdeles godt sted at arbejde. Outline Vinduer har som den første virksomhed i vinduesbranchen opnået Great Place to Work-certificering, fordi virksomheden prioriterer medarbejdernes trivsel meget højt. En undersøgelse blandt medarbejderne viser da også, at de er glade for at gå på arbejde.

Medarbejderne hos Outline Vinduer i Farsø mener, at arbejdspladsen er rigtig god, og virksomhedens prioritering af arbejdsmiljøet har nu ført til, at virksomheden som den første i vinduesbranchen er blevet Great Place to Work-certificeret.

- Vi er meget stolte af, at vi har opnået certificeringen, for den er et bevis på, at vi prioriterer vores medarbejderes trivsel højt. Selv om vi havde en forventning om, at mange af vores ansatte var tilfredse, er vi alligevel rigtig glade for, at medarbejderne synes, Outline Vinduer er en rigtig god arbejdsplads, siger Sarah Nauer-Newstead, der er HR Business Partner for Outline Vinduer. 

Outline Vinduer kan blandt andet benytte certificeringen i sin strategi om at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, der er hård kamp om.

- Vi vil meget gerne vise omverdenen, at vi har en god arbejdsplads, og vores prioritering af at have et godt arbejdsmiljø gør det lettere for os at fastholde og rekruttere medarbejdere. Det er jo ikke bare en påstand, vi kommer med – det er rent faktisk medarbejderne, der har givet udtryk for, at Outline Vinduer er et rart sted at være, og det er da også et krav for at opnå en Great Place to Work-certificering, siger Sarah Nauer-Newstead. 

Blandt andet har 87 procent svaret, at de er stolte af at fortælle andre, hvor de arbejder. 

Outline Inwido I3A1413 Tryck A5 Mail

Kristian Koch er arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant hos Outline Vinduer, og han er ligeledes stolt af certificeringen som et konkret bevis på det gode arbejdsmiljø:

- Det er en stor anerkendelse af vores fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø og et bevis for, at vi må gøre et eller andet rigtigt. Jeg oplever, at medarbejderne særligt sætter pris på den høje grad af både inddragelse og medbestemmelse, som ledelsen udviser. Vi er med til selv at bestemme, hvordan vi indretter os bedst muligt, fx i forhold til vores arbejdsprocesser i produktionen, og der bliver lyttet til de forslag, vi kommer med. Derudover er ledelsen god til at holde medarbejderne løbende opdateret om, hvordan det går i virksomheden mere overordnet. Det giver en følelse af medejerskab og en højere grad af loyalitet, fortæller han. 

Outline Vinduer har i flere år taget en række initiativer for at styrke trivslen. For eksempel er den interne kommunikation i virksomheden styrket, for medarbejderne vil gerne vide, hvordan det går, og hvilken betydning det har for dem. Derudover er der blandt andet sat fokus på kammeratskabet, for samværet med kolleger har stor betydning for lysten til at gå på arbejde, og medarbejderne har fået adgang til en portal, hvor de kan få rabatter på forskellige produkter.

Great Place to Work er en rådgivningsvirksomhed, der gennem 30 år har arbejdet med medarbejdertrivsel i hele verden og har derfor stor erfaring med, hvad der kendetegner gode arbejdspladser. Det handler blandt andet om at skabe en høj grad af tillid, et godt fællesskab og om stolthed. 

- Med en Great Place To Work-certificering opnår en arbejdsplads en uvildig blåstempling af sit arbejdsmiljø. Certificeringen er for mange et vigtigt led i virksomhedens employer branding- og rekrutteringsstrategi, fordi den fungerer som et pejlemærke for jobsøgende. Men også internt fungerer certificeringen som et middel til at skabe stolthed og kan medvirke til at fastholde de eksisterende medarbejdere, siger direktør Liselotte Jensen fra Great Place to Work. 

Det kan man nikke genkendende til hos Outline Vinduer, som vil bruge anerkendelsen fra Great Place to Work som en løftestang for at opretholde den store tilfredshed hos medarbejderne – eller gøre den endnu større. 

- Vores fokus på det gode arbejdsmiljø stopper ikke her. Tværtimod motiverer certificeringen os til at opretholde en fantastisk god arbejdsplads, hvor vores dygtige medarbejdere har lyst til at blive i mange år samtidig med, at potentielle medarbejdere kan se, at Outline Vinduer kunne være interessant for dem, siger Sarah Nauer-Newstead.

Blue Fabrik Madeinfarso 700X500

Se ledige stillinger 

Hos Outline er vi stolte over at have en stærk medarbejderstab, og det er vigtigt for os, at vi har kolleger, som er motiverede og glade for deres arbejde. 

Læs mere om ledige stillinger 

Loading...